calendrier

 

Jan Sonnergaard

Biographie


Top

Texte d'Auteur

Samtaler med en gravhund

- Never turn your back on Mother Earth!
Sparks,1974


Det kan være ganske vanskeligt at være længe væk fra sit hjemland. Det er måske også derfor, det kan være så interessant. Gamle rutiner bliver glemt, man opdager nogle helt nye irriterende sider ved sig selv, og man er i det hele taget fjernet fra alt det, der normalt definerer én. Man kommer til at tænke på gamle, forlængst glemte rockgrupper. Som f.ex. glitterrock brødre-duoen "Sparks", som har leveret overskriften til nærværende lille stykke petit-journalistik. Eller som elektropopkvartetten Depeche Mode, som hele vejen op igennem 80´erne var en gruppe jeg hadede og foragtede ligeså meget som Spandau Ballet og Aha, disse forrædere af New Wavens idealer, eller David Bowie og hans afskyelige metamorofse da han holdt op med at lave mesterværker ("Scary Monsters" "Lodger", "Heroes", "Low" osv. ) og i stedet begik den abjekte "Lets´s Dance"... og så køber jeg stik imod mine instinkter en dobbelcd med lige netop Depeche Mode, og den har været afspillet uafbrudt lige siden, måske netop fordi jeg er væk nu, væk fra de overvågende øjne fra familie, venner, veninder, aviser og forlag... jeg er hinsides enhver bedømmelse, for der er ingen, der kan se mig!

Når man opholder sig så langt hjemmefra, bliver det som et vacuum på den allerbedste måde: Gamle fjendskaber bliver revideret, nye tanker dukker op og pludselig sidder man dér uden venner, uden kærlighed men med tusinde nye idéer og med en helt ny tro på, at dét en forfatter egentlig skal gøre er at skrive sine bøger og intet som helst andet: Forfattere skal skrive fiktion, politikere skal skabe politik, musikere musik og journalister journalistik. Man skal opretholde en rigid grænsedeling mellem de forskellige discipliner! Man skal gøre det, man nu kan og så iøvrigt holde sig fra fremmede områder! Man skal passe sin have og tænke filosofisk, og så iøvrigt lade verden passere forbi...
sådan tænke jeg en sen aften i forfatterrefugiet ved Vollezeele, en meget lille by udenfor Bruxelles. I et hus i en skov. Om efteråret, hvor der var mørkt. Og midt om natten.

Jeg havde surfet hele dagen på nettet og jeg havde helt sikkert drukket alt for meget whisky, og jeg havde været alene og uden en eneste forpligtelse og så var det uden videre blevet nat og så skulle jeg jo ud i skoven og ryge Havana-cigarer og cigaretter og drikke cognac, dét tilsagde ritualet jo. Det var ganske vist et nyt ritual, men nye eller gamle så er ritualer jo altid kategoriske.

Jeg sad altså på stenen i skoven som alle de andre nætter, det var langt efter midnat, og på denne helt specielle nat som jeg nu vil fortælle om, havde jeg vel været løsrevet fra næsten alt og alle i mere end en måned - bortset naturligvis fra de uhyre flinke belgiere jeg havde mødt, men det tæller ikke, de var jo fra en anden verden - og mens jeg røg den første af ritualets 25 Belga-cigaretter tænkte jeg:
- Måske er det sådan man skal gøre? Ikke mange forfattere har mere end én bog i sig. Og nu har jeg skrevet tre. Hvem siger at jeg ikke skulle kunne skrive tre mere... uden anden inspiration end alt det, jeg allerede har oplevet...? En hjernefødsel? Et kunstprodukt? Hvorfor ikke? Hvem siger at éns omverden nødvendigvis er mere interessant end mig selv? Sådan tænkte jeg mens jeg røg cigaretter og cigar og drak cognac, og grunden til at jeg i dén grad efterstræbte en splendid isolation var jo ikke at jeg var blevet behandlet dårligt af mine belgiske værter, det var snarere det modsatte. Jeg var blevet modtaget så mange gange bedre end man modtager udlændinge i Danmark, og jeg var så at sige blevet båret igennem hele opholdet. Egentlig burde jeg måske finde en måde at sige tak for alt dette på, men i stedet tænkte jeg:
- Hvem siger, man nødvendigvis skal tænke på andet end sig selv?
- Tiden må være inde til art pour art, tænkte jeg, - til nogle formeksperimenter og til en tænken-sig-væk-fra-verden...

Jeg så om mod himlen og mens jeg drak endnu mere cognac tænkte jeg, at Belgien og Bruxelles var et fabelagtigt sted, hvor man kunne hente alverdens inspiration. Men var det nu også nødvendigt? tænkte jeg. Og gider jeg?

I et sådant anfald af meget doven selvglæde tændte jeg en joint for at bekræfte mig selv i at det eneste der for alvor betyder noget er mig selv. Og kun mig. Selv i en lille skov i en landsby 30-40 km. væk fra Bruxelles er der stof nok til eftertanke for resten af livet. Allerede som 40 årig har du erfaring nok til at skrive de bøger, du skal skrive. Sådan tænkte jeg.

Og så var det, at gravhunden Max kom forbi og pissede på mig.

- Står du ligefrem dér og pisser på mig?
spurgte jeg, fuld af forbløffelse.

Men Max pissede uanfægtet videre.
- Ja, sagde han - du har ikke fortjent bedre!
- Du er uansvarlig!
- Du er ikke andet end et pattebarn!
bjæffede han, og da jeg forsøgte at svare et eller andet med at jeg jo bare var havnet i en periode med helt nødvendig selvudvikling, at det slet ikke var så let at være mig og at jeg derfor fortjente visse privilegier, at jeg jo egentlig var meget interesseret i min omverden, men blot var det på den måde Immanuel Kant formulerede det, nemlig i form af "den uinteresserede interesse". Da jeg prøvede at forklare ham, at Mallarmé jo ikke bliver en dårligere digter af at han aldrig skrev et politisk digt og at Søren Kierkegaard måske først og fremmest blev en god filosof fordi han aldrig forlod København (han var vist en enkelt gang i Berlin, hvor han vist mødte E.T.A. Hoffmann, tror jeg, sagde jeg til Max)...
så luntede han bare væk. Jeg har aldrig før set en hund være arrogant - ikke før denne aften. Max var meget arrogant, og selvom jeg hurtigt fik tørret hundepisset af mine bukser og hurtigt fik tændt en joint mere... så sad der alligevel stadig et nagende spørgsmål, som en pæl i mit kød:

Havde jeg nu ret i denne solipsistiske antagelse at der kun var mig selv og intet andet? Det var som om gravhunden gøede inden i mig: Bush er blevet genvalgt! Verdens mægtigste stat skal yderligere fire år regeres af en nyfødt kristen fra det alleryderste højre...Theo van Gogh blev myrdet i Amsterdam af en muslim fra det mest ekstremt fundamentalistiske hjørne af Islam...Vi venter kun på at de europæiske højrepartier høster gevinsten og trapper hetsen mod fremmede af enhver art op...vi venter kun på yderligere indskrænkninger af vores borgerretigheder af hensyn til SIKKERHEDEN... Berlusconi og Murdoch skal nok skrive dén historie... det kan være vi undgik den nukleare vinter, men dét var så kun for at blive kvalt af drivhuseffekten og alle partiklerne, og USA nægter stadig at ratificere Kyotoaftalen... tænkte jeg inden jeg gik i seng, tilbage til min fløj i det fredsommelige og overordentligt venlige miljø i Villa Hellebosch, tilbage til mit velassorterede barskab og iBook G4 computer med masser af research om den kolde krig og brintbomber og neutronbomber og glemte, fjerne krige... og Depeche Mode! Og Sparks! Og Johnny Cashs fremragende bokssæt "Unearthed". Fred og ingen fare!
Et par dage efter vågnede jeg brat op, omkring kl. 5 om morgenen. For nu var Julia Roberts der. Hun hev mig op fra sengen og tog mig ved hånden og førte mig ud til den sten ude i skoven hvor jeg plejede at sidde og ryge joints og cigaretter inden jeg gik i seng.
- Det går dårligere og dårligere, sagde hun og så på mig med disse helt fortryllende brune, mandelformede øjne,
- Hvad er det for en verden du efterlader til mine tvillinger?
Hun smilede vemodigt, og selvom det var tydeligt at hun var bedrøvet kunne hun ganske enkelt ikke være andet end smuk, helt ubeskrivelig smuk, så jeg måtte omgående undskylde: - Nej nej nej, Julia, du har helt ret, men...
og så forsvandt hun.
Pift væk var hun. Og så kunne jeg sidde der og være nok så meget forfatter og nok så meget dansker. Og have nok så mange cigaretter og nok så meget Dupont lighter og nok så mange joints. Julia var væk og det var fuldmåne og jeg var alene i Europa, en dum repræsentant for et fremmedhadende, indskrænket og provinsielt skandinavisk land, som det ikke er værd at skrive om. En typisk turist historie, tænkte jeg og tændte en cigaret mere. Og så kom Max tilbage. Max var ikke blevet større siden sidst, og hans blære var ikke blevet bedre heller. Han pissede igen på mig. Og jeg accepterede det. For ganske vist er Max en meget dum hund. Men han er også samtidig en meget klog hund.
- Hvordan går det med Europa, Max? spurgte jeg for eksempel mens jeg klappede ham på hovedet,
- Bedre end før i tiden, svarede han lakonisk,
- Men det er ikke din skyld!

- Hvad mener du? spurgte jeg lamslået, for selvom Max ikke giver fem flade øre for mig og mine skriverier plejer han i det mindste aldrig at være aggressiv.

- Du er blevet en laps, sagde han,
- en selvoptaget nar nøjagtig ligesom dine kolleger. En selvtilstrækkelig nar, som selv en gravhund kan gennemskue, sagde han,
- en slags tekniker, der tror han er hinsides enhver forpligtelse bare fordi han er en habil tekniker på et enkelt af livets mange områder...
- Nu kan du tilfældigvis skrive, sagde han, men ville du være ligeså arrogant overfor din omverden hvis det, du kunne for eksempelt var... at køre lastbil? Kunne du tillade dig dén attitude hvis du for eksempel var langturschauffør? Du kalder dig for forfatter, og så har du ikke en gang forstået dét, Hemingway sagde engang... At intet menneske er en ø!

- Det er Donne, der har sagt det,
svarede jeg og Max bjæffede:
- Du forstår det stadig væk ikke, gør du?

Han viste tænder, men egentlig så det ud som om han bare stod dér og grinede ad mig. Han var en lille, grim og langhåret gravhund og jeg kunne ligeså let som ingenting have mast ham under min fodsål, men alligevel følte jeg at han i dén grad var mig overlegen.

- Nej vel? bjæffede han og så pissede han igen på mig. Han skulede lidt mere og så luntede han tilbage til Villa Hellebosch igen.

Max efterlod mig både foruroliget og bange. Og dén dag i dag kan jeg ikke forstå det: Hvorfor skal man være bange for sådan en gravhund?

Europa er i disse tider et meget fornøjeligt sted at opholde sig, og der var jo ingen tvivl om at jeg havde moret mig mere i denne måned i Bruxelles end jeg nogensinde har gjort det i København. Gode restauranter, godt øl, gode barer, gode skræddere. Så måske var det derfor. Måske havde jeg overset, at der i enhver god vittighed også er et gran af alvor. Jeg havde simpelt hen overset at både amerikanere og europæere har tonsvis af morsom, morbid humor. De har masser af onde, morsomme vittigheder. En af de amerikanske lyder:
- Men bortset lige fra dét, Ms. Kennedy... hvad synes De så om Dallas?

Jan SONNERGAARD

Top
Villa Hellebosch
2.11.04 > 13.12.04

Bookmark and Share Retour